TIL FORSIDEN

TIL LOKALPOLITIK

En kun 800 meter lang cykelsti i Rudersdal Kommune er nærmest livsfarlig at køre på.

Vi taler om Cykelrute 9 langs Kystbanen mellem Aggershvile Alle og Trørødvej.

Ned under Frydenlundsvej

Et par hundrede meter nord for Aggershvile Alle går cykelrute 9 ned under Frydenlundsvej. For at spare penge har myndighederne i sin tid gjort stien meget stejl - og meget smal - med en meget dårlig oversigt.

Problemet kan nemt løses ved at "grave" stien en smule ind i skrænten - med et mindre stejlt fald - og med en langt bedre oversigt. Så det er heldigvis ikke nødvendigt at gøre stien bredere.

Og det er en stor fordel for villaerne langs den vestlige side af Aggersvej - for de kan så udvide deres have med et par meter - og de vil slippe for, at cyklisterne kører tæt forbi deres vinduer.

En låge er i vejen

Ved Enrumvej er stien vanvittigt snørklet, fordi den går udenom en indkørsel til en materielplads, som kun benyttes meget sjældent.

Men ved at fælde et par træer og ved at flytte indkørslen et par meter mod øst - så ville stien blive langt bedre. Og det kan gøres for et beskedent beløb.

Det er forbløffende, at myndighederne ikke har tænkt på det dengang stien blev anlagt - men man var åbenbart i et ekstremt sparehumør.

Livsfarligt fald på 16 %

Lidt nord for Enrumvej mødes cyklisterne af et livsfarligt, meget stejlt fald ned mod Kighanerenden.

Og tingene er endnu værre fordi det stejle fald afsluttes med en smal træbro, som kan være glat, og som danner et meget brat sving. Broen er nemlig (af sparehensyn) udført så kort, som det overhovedet er muligt.

Havde broen blot været få meter længere - og havde man fældet et par træer - så kunne man have undgået det bratte sving - og man havde fået en bedre cykelsti..

Så efter Forenede demokraters mening er disse få hundrede meter nok det dårligste og farligste stykke cykelsti i hele Københavnsområdet. Det er ubegribeligt, at man har lavet noget så elendigt.

Det kan godt blive dyrt

Det er bydende nødvendigt, at det kun 800 meter lange, men farlige afsnit af cykelrute 9 bliver rettet ud og udstyret med et jævnt, og ikke særligt stejlt fald.

Men det vil blive dyrt, fordi stien skal "bygges ud omkring" og "graves ind i" den stejle skrænt ned mod Kystbanen.

Derfor er det naturligt at staten går ind og betaler alle udgifter til forbedring. Stien har nemlig kun en begrænset interesse for indbyggerne i selve Rudersdal Kommune - men den er vigtig for gennemkørende cyklister. For selve den stærkt trafikerede Strandvej er ikke udstyret med cykelstier.

Og myndighederne har flere gange udtalt at "der er ikke plads til at anlægge cykelstier langs Strandvejen, så vi henviser i stedet cyklisterne til cykelrute 9 mellem Klampenborg og Rungsted".

 

TILBAGE TIL FORSIDEN

 

TILBAGE TIL LOKALPOLITIK